Martin de Knijff vandt i 2004 WPT Five Star Poker Classic, No Limit mesterskabet – og dermed det største beløb nogensinde udbetalt til en 1. plads i en televiseret pokerturnering. Dengang vel at mærke. “At vinde World Poker Tour mesterskabet og den største turnering nogensinde i poker… er bare overvældende,” udtalte han kort efter triumfen.
Da Martin var syv år startede han ud med at spille poker med sin bedstemor, og vandt konsekvent sin lørdagsslik derigennem. Fra dengang han spillede om slik, til nu hvor han spiller om millioner af dollars har han altid beskæftiget sig med kort og sportsbetting.
Da han var blot 21 år gammel blev han Life Master i bridge. Han mindes en dag hvor han spillede bridge i en kortklub i Stockholm, nogle af spillerne introducerede han for poker. Disse viste sig at være rigtig dygtige spillere, hvilket virkeligt fremskyndte hans læringsproces. Erfaringen han fik ved at spille med disse spillere, supplerede han med at læse pokerbøger såsom Doyle Brunsons legendariske Super System, og dermed lød startskuddet til hans pokerkarriere.
Martin de Knijff har derudover dyrket sportsbetting siden han var ung, og han oplever adskillige fællestræk mellem poker og sportsbetting: "Man skal lægge et stort studie bag det, holde fokus og præstere koncentration på et rigtig højt niveau," pointerer han. "Man kan ikke undvære udholdenhed. Mangler man den, ender man med at lave fejl. Set på den måde ligner poker faktisk min egen profession (sportsbetting) ret meget." Derudover nævner han, hvor afgørende det er altid at møde op i god form, når man spiller, ikke mindst i forbindelse med store turneringer, som strækker sig over adskillige dage.
En anden side af poker Martin de Knijff ser som yderst vigtig, er måden man omgås og opfatter de andre spillere ved bordet på. “Jeg er god til at læse folk, og lægge mine kort når jeg skal,” siger Martin som af sine modspillere opfattes som en solid spiller. Hans motto er da også: “Respekter, men frygt ikke dine modstandere” Han tilføjer også at det at være en positiv og åben person, oftest kan være til ens gavn ved bordet.
Martin de Knijff blev specielt interesseret i turneringspoker, da han ser det som en meget dynamisk form for poker. “Før du tager en beslutning er der så mange ting man skal overveje som ikke gør sig gældende i et cash game,” advarer han. “Chancen for at vinde en hel masse penge med en begrænset bankroll er selvfølgelig også lokkende.” Penge betyder dog ikke alt for Martin de Knijff. “Når jeg spiller tænker jeg ikke på pengene. Jeg vil bare vinde det hele.” Men han tilføjer, “derudover kommer pengene før berømmelsen.”
Siden hans WPT sejr på Bellagio, har mange gerne villet lære hans nøgle til succes. Da det meste jo ligger indgroet i den enkelte spiller har han kun et lille råd til hvordan han spiller lange turneringer: “Jeg kan godt lide at spille mange hænder når jeg spiller No Limit Texas Hold´em, især i 3-5 dages turneringer, hvilket give mig en masse at spille med.”
Af øvrige resultater kan der nævnes en 3. plads i 2001 ved World Poker Open i Pot Limit Hold´em, 1. pladser i det svenske No limit Hold´em mesterskab i 1995 og 2003 samt en 2. plads ved et No Limit Hold´em event ved WSOP i 2004.

