Humberto Brenes har spillet poker med en flok af sine bedste venner i mange år, til trods for det dårlige rygte, poker har i Costa Rica. Han beskriver befolkningens holdning til poker som det billede, film giver af det – alle snyder, ryger, er involveret i mafiaen og dræber den person der vinder over en.
Poker var en del af hans barndom, men han satte sig først selv ved bordet, da han var fyldt 23. Han tjente penge hver eneste gang, han spillede, selv om modstanderne sjældent var specielt dygtige. Det vidste han godt, og han forstod, at gevinsterne kom fra de svage spillere. Derfor valgte han at flytte til Las Vegas, for byen måtte efter hans logik vrimle med dårlige pokerspillere. Der gik dog ikke lang tid, før han opdagede, hvem den dårlige pokerspiller ved bordet i virkeligheden var: ham selv.
Humberto led nogle pinlige nederlag i løbet af sin første tid i Las Vegas. Han brugte ca. $2.000 i lærepenge, hvilket var en ordentlig sum penge for en 23-årig knægt fra Costa Rica, der troede at han mestrede spillet. ”Dengang var der ikke noget internet, hvor jeg kunne øve mig gratis,” siger han.
I 1988, et år senere, vendte han tilbage til Vegas for at spille med i WSOP mesterskabet. Inden da havde han sammen med vennerne fra Costa Rica (inkl. José Rosenkrantz) bygget et solidt No Limit Texas Hold’em spil op. I turneringen sluttede han på en flot 4. plads, og undervejs havde han stået over for ikoner som T.J. Cloutier og Johnny Chan! Da han inden afrejsen fortalte vennerne, at han skulle til USA og spille World Series, kaldte de ham ”loco”. Men da Humberto kom hjem med 4. pladsen i bagagen, var der kun ros og forbløffelse at hente hos dem.
Siden 1988 har han set poker som en seriøs hobby, og rejser rundt til adskillige store turneringer hvert år, men han anser ikke sig selv som en professionel pokerspiller, eller forsøger at leve af det.
Når han taber beklager han sig ikke, og når han vinder ser han blot pengene som en bonus. ”På den måde er jeg aldrig presset til at vinde,” siger han. ”Jeg skal ikke stresse mig selv med tanken om at tabe alle mine penge. Jeg har alt at vinde, og intet at tabe!”
I Costa Rica har Humberto sin rigtige karriere, hvilket er nødder. Han er landets største eksportør af nødder – peanuts, pistachenødder, cashewnødder, mandler og selv korn og noget så halmskummelt som svesker.
Dette er hans levebrød, og dermed hvor hans professionelle fokus er. Det er derfor også som en succesfuld forretningsmand, han er kendt i sit hjemland, og ikke som pokerstjerne. ”Jeg går ikke rundt og fortæller folk i Costa Rica at jeg er en pokermester. Jeg kommer ikke tilbage og fortæller folk når jeg har vundet en turnering. Flere folk kender mig i Vegas end i mit eget land.”
Humberto Brenes er en familiemand, og kombinerer på bedste vis familielivet med pokerlivet. I januar og februar når hans børn har sommerferie, tager han familien med når han spiller turneringer. ”Når jeg tager af sted til en turnering, siger jeg at jeg skal i børnehave. Én spiller græder, én får et raserianfald, og anden hopper rundt. En pokerturnering er som én stor børnehave.” Mon ikke han har spillet med Phil Hellmuth?
Mens Humberto er i ’børnehave’, tager hans kone Patricia ud for at shoppe, eller ligger ved poolen, hvor børnene oftest tilbringer tiden. ”Jeg vil gerne have, at min familie ser at det at spille poker er godt for livet.” Han deler bestemt alt den glæde, han får fra poker med sin familie.
Når man spørger hans 13-årige søn, Roberto, hvad han synes om, at hans far er en kendt poker spiller, svarer han: ”Min hjerne kan stadig ikke forstå, at han er en kendt person, men selvom han ikke var kendt, ville jeg stadig se op til ham som var han en stjerne.”
Ud over sin 4. plads i 1988 kan Humberto Brenes også skrive flere andre imponerende resultater på sit CV, herunder 1. pladser ved WSOP i 1993, både i Fixed Limit Texas Hold’em og Pot Limit Omaha, samt ved World Poker Open mesterskabet i 2002. Hans 2. plads ved WPT Celebrity International i 2004 må også regnes som en af hans store triumfer.